Advansor vokser, og vi søger derfor flere medarbejdere til vores smede-/montageafdeling til produktion af bæredygtige CO2 køleanlæg.

Stillingen

Du vil blive tilknyttet vores smedehold i produktionsafdelingen. Du kommer til at arbejde bredt med montage og hårdlodning af alle de mekaniske dele og rør på køleanlæg og varmepumper.

Du vil bidrage til at sikre en høj kvalitet af både opgaver og funktioner med tilknytning direkte eller indirekte til vores produktion af køleanlæg.

Du vil få ansvar og muligheder for selvstændigt at påvirke arbejdsindhold og metode.

Din profil

Du behøver hverken en håndværksmæssig baggrund eller at have erfaring med køleanlæg. Det vigtigste er, at du har flair for mekanisk montage, og du ved hvordan et værktøj skal håndteres. Du bruger måske din fritid på at skrue i gamle biler, motorcykler eller knallerter. Hvis du har kendskab til svejsning, er det at foretrække, men det er ikke et krav.

Du har evnen til at sætte dig ind i teknisk dokumentation, herunder samlingstegninger. Du er kvalitets- og ansvarsbevidst og sætter en ære i at levere solidt håndværk af høj kvalitet til tiden.

Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt og proaktivt med dine ansvarsområder.

Vi tilbyder

Advansor er en førende teknologivirksomhed, der begyndte med en god ide: at anvende CO2 i køleanlæg og i kampen mod global opvarmning. Har du lyst til at gøre en forskel og at arbejde på en arbejdsplads med gåpåmod, høj faglig stolthed og en uformel omgangstone?

Vi arbejder i selvstændige teams med højt humør og mindst lige høj fart over feltet. Du vil også komme til at samarbejde med resten af produktionen. Du får et godt arbejdsmiljø med indearbejde og fleksible arbejdstider, så du kan selv styre, om du begynder din arbejdsdag kl. 06 eller 08 om morgenen. Der er mulighed for at skabe din egen stilling inden for rammerne af en udviklingsorienteret virksomhed.

Ansættelsesstedet er i Aarhus. Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Production Manager Henry Danielsen på telefon 2141 5412 eller mail hda@advansor.dk. Send ansøgning og CV til hr@advansor.dk. Skriv ”smed” i emnelinjen.

Bæredygtige CO2-køleanlæg

Almindelige menneskers udåndingsluft indeholder mellem 3 og 4 % CO2. Vores indeholder sandsynligvis mere, for vi lever og ånder for at designe og producere verdens bedste bæredygtige CO2-køleanlæg.

Som markedsledende OEM-producent har Advansor bygget over 4.000 CO2-anlæg til supermarkeder og industrikunder verden over siden 2006.

Fakta om Advansor

  • Etableret i 2006.
  • Del af Dover-koncernen.
  • Hovedkontor i Danmark.
  • Produktion på egne fabrikker i Danmark og Polen.
  • Kunder i over 30 lande.
  • Ca. 200 medarbejdere fordelt på 10 nationaliteter.
  • Over 4.000 anlæg produceret.
  • 18 af Europas TOP20 retailers installerer transkritiske CO2-anlæg fra Advansor.