Dygtig køletekniker søges til aftersales og udvikling

Advansor
Advansor er verdensførende producent af miljøvenlige køleanlæg, der anvender CO2 som kølemiddel.  Vi har travlt, og med baggrund i den kraftige vækst, vi oplever, søger vi en dygtig køletekniker til spændende og udfordrende stilling i en fremgangsrig teknologivirksomhed.

Stillingen
Du vil komme til at arbejde i vores afdeling for aftersales, hvor du i tæt samarbejde med vores kunder skal hjælpe med at idriftsætte køleanlæg, løse tekniske udfordringer og undervise vores kunders medarbejdere.

Advansor hjælper til med idriftsætning af køleanlæg, når der er tale om ny teknologi eller i forbindelse med nye kunder, der ikke har erfaring med CO2 som kølemiddel. Teknisk assistance er vigtig i forbindelse med fejl eller mangler på anlæg, så at slutkunden ikke oplever driftsproblemer. Da vores aftersales-afdeling arbejder meget tæt sammen med udviklingsafdelingen, vil du ligeledes komme til at bidrage ved udviklingsprojekter.

Din primære arbejdsplads vil være i vores hovedkontor i Aarhus. Advansor er en travl, international virksomhed med kunder, partnere og projekter på tværs af hele Europa, så du skal også regne med, at der i forbindelse med projektopstart og commissioning vil være rejseaktivitet af nogle dages varighed.

Din profil
Du er eksempelvis køletekniker eller maskinmester og gerne med erfaring indenfor CO2-køleanlæg. Du har erfaring med service og vedligehold af køleanlæg og er vant til at arbejde tæt sammen med kunder. Du har god el-teknisk forståelse og læser el-tegninger og proces- og instrumenterings -diagrammer.

Du er udadvendt og har lyst til at arbejde i en mellemstor virksomhed med mange bolde i luften og spændende aktiviteter i ind- og udland. Din arbejdsstil er grunding, systematisk og målrettet, og du forstår at tage din del af ansvaret, ligesom du brænder for både at lære nyt og at dele din viden med dine kollegaer.

Vi tilbyder
Vi tilbyder et spændende og udfordrende job i en verdensførende teknologivirksomhed, som har i sit DNA at gå allerforrest med den nyeste teknologi på det køletekniske område. Stillingen er perfekt for dig, der ønsker store faglige udfordringer og en afvekslende hverdag i en vækstvirksomhed, der på bare 12 år er vokset fra to til 140 ansatte.

Din primære arbejdsplads vil være på hovedkontoret i Aarhus, og lønnen aftales på baggrund af dine kvalifikationer.

Interesseret?
Er du interesseret i stillingen, så send ansøgning og CV til hr@advansor.dk - skriv ”Køletekniker til aftersales” i emnelinjen. Ansøgninger behandles løbende.