Dygtig elektriker søges til el-afdeling

Advansor vokser, og vi søger derfor en elektriker mere til vores elafdeling til produktion af bæredygtige køleanlæg.

Stillingen

Du vil blive tilknyttet vores el-afdeling og dermed sikre en høj kvalitet af opgaver og funktioner med tilknytning direkte eller indirekte til vores el-systemer. Du vil få ansvar og muligheder for selvstændigt at påvirke arbejdsindhold og metode.

Du vil komme til at arbejde bredt med montage af elektriske dele på køleanlæg og varmepumper. Dine primære opgaver bliver fortrådning af styretavler og komponenter på Advansors køleanlæg. Arbejdet vil endvidere bestå af løbende optimering af arbejdsmetoder i afdelingen. Advansor leverer kundetilpassede løsninger i hele verden og arbejder med styringer fra Danfoss, Carel, RDM, Wurm og Eckelmann.

Din profil

Vi foretrækker en elektriker, en automatikfagtekniker eller lignende, der har kendskab til og erfaring med elektriske styringer på maskinanlæg og dertilhørende installationer.

Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt og forholdsvis proaktivt med dine ansvarsområder, og har evnen til at sætte dig ind i teknisk dokumentation herunder PI- og el-diagrammer. Du er kvalitets- og ansvarsbevidst og sætter en ære i at levere håndværk af høj kvalitet til en given deadline.

Vi er en entreprenant virksomhed, der gerne ser en kommende kollega med en udadvendt personlighed, - og en der har lyst til at arbejde i en spændende og fremadstormende virksomhed med mange bolde i luften.

Du bliver del af en stærk udviklingskultur, hvor vi er engagerede og tænker i muligheder. Vi oplever derfor også nødvendigheden af at kunne håndtere flere sager på en gang - uden det går ud over kvalitet, deadlines eller humør.

Vi forventer, at du kan kommunikere, skriftligt såvel som mundtligt på engelsk.

Vi tilbyder

Advansor er en førende teknologivirksomhed, der begyndte med en god ide: at anvende CO2 i køleanlæg og i kampen mod global opvarmning. Har du lyst til at gøre en forskel og at arbejde på en arbejdsplads med gåpåmod, høj faglig stolthed og en uformel omgangstone?

Du kan skabe dit eget job og være med til at præge udviklingen af virksomheden, så stillingen er perfekt, hvis du har et ønske om at blive udfordret på hele din faglighed. Du vil deltage i en stærk faglig udviklingsstruktur med et team af kollegaer i el-afdelingen med ansvar for egne arbejdsområder. Samtidig vil du skulle indgå i et tæt samarbejde med el-konstruktion og den resterende produktion.

Stillingen er ideel, hvis du ønsker store udfordringer på det faglige område i en vækstvirksomhed, der er vokset fra 2 til 200 ansatte på 12 år.

Din arbejdsplads vil være i Aarhus og lønnen aftales på baggrund af dine kvalifikationer.

Interesseret?

Har du spørgsmål, så kontakt venligst ”Production Manager, Electrical Assembly and Test” Ulrik Jensen på Tlf: +45 51888404 eller mail ulj@advansor.dk. Send ansøgning og CV til hr@advansor.dk. Skriv ”Elektriker” i emnelinjen – jo før jo bedre.

Bæredygtige CO2-køleanlæg

Almindelige menneskers udåndingsluft indeholder mellem 3 og 4 % CO2. Vores indeholder sandsynligvis mere, for vi lever og ånder for at designe og producere verdens bedste bæredygtige CO2-køleanlæg.

Som markedsledende OEM-producent har Advansor bygget over 4.500  CO2-anlæg til supermarkeder og industrikunder verden over siden 2006.